DE BEDSTE SERIER PÅ HBO NORDIC

Det var med HBO’s genialiteter, at serieboomet startede, og kanalen er stadig ensbetydende med høj kvalitet. På den danske aflægger, HBO Nordic, har man tilmed suppleret med en række højprofilerede serier fra andre udbydere, hvilket betyder, at man roligt kan tage et par måneders sabbat og køre deres allerbedste serier igennem fra start til slut.

MICHAELA COEL I ‘I MAY DESTROY YOU’.

STREAMING TOGETHER

Har du tjekket Soundvenue Streamer, vores ugentlige podcast om de mest opsigtsvækkende serier og film på streamingtjenesterne?

‘BAND OF BROTHERS’

Er Steven Spielbergs krigsserie patriotisk? Er den sentimental? En anelse svulstig?

Ja, ja og ja. Ikke desto mindre er det en dybt gribende ode til heltemod og soldaterfællesskab og et vigtigt dokument over Anden Verdenskrigs gru, fra de iskolde vintre til det ubegribelige chok, da soldaterne for første gang opdager nazisternes uhyggelige koncentrationslejre (en scene, man sent vil glemme).

Vi følger en gruppe af de soldater fra US Airborne, der i 1944 var med til at sikre overtaget over Hitlers styrker frem mod afslutningen på krigen ved Hitlers residens i Sydtyskland. Det er her, man kan opleve David Schwimmer fra ’Venner’ brillere som uduelig og gemen sergenttype, se Damian Lewis fra ’Homeland’ i en sympatisk tidlig hovedrolle og i øvrigt spotte en perlerække af cameos fra navne, der senere skulle blive verdenskendte, fra Michael Fassbender til Tom Hardy og Jimmy Fallon. Dialogen er ekstremt velskrevet og militæroperationerne suspensefyldt forløst uden at blive overmåde nørdede. Og selvom det er barske løjer, får næsten alle, der har set ’Band of Brothers’ én gang, lyst til at se den igen.

‘BARRY’

Bill Haders HBO-dramedy om en lejemorder, der ser en udvej fra sin blodige livsstil gennem et nyfundet engagement i en lille teatertrup i Los Angeles, var en af de positive overraskelser med første sæson, og anden sæson overgik den første på alle niveauer: Endnu sjovere, endnu tungere på suspense, endnu mere på spil i karakterportrættet af en mand, der har svært ved at vriste sig fri fra sin voldsbelagte fortid.

Serien er både hamrende morsom, særligt i biplottet omkring den elskværdige tjetjenske gangster NoHo Hank, og thrillermørk a la ’Breaking Bad’, og så leverede anden sæson et af de mest uforglemmelige afsnit i nyere tid med den uforudsigelige, magisk-realistiske afstikker ’ronny/lily’, hvor Barry må bekæmpe en kampsportsmestrende far og dennes adrætte datter.

‘I MAY DESTROY YOU’

Serieformatet har de seneste år taget på sig at skildre overgreb i alle dets facetter, fra Roger Ailes magtdemonstrationer i ’The Loudest Voice’ til ofrenes møde med de ubehjælpelige myndigheder i ’Unbelievable’.

Men det mest mangefacetterede blik på seksuelle overgreb og deres ofre kom i 2020 med Michaela Coels svimlende gode ’I May Destroy You’, baseret på Coels egen smertelige oplevelse med en drug rape. Coel spiller Annabella, der kun meget gradvist må erkende, hvad der er overgået hende, selvom alt i hende stritter mod at skulle kvalificeres som et offer. Serien skildrer med hårdtslående ærlighed og uden løftede pengefingre Annabellas modstridende følelser, samtidig med at den kaster vigtigt lys over andre såkaldte gråzoner i overgrebssammenhæng.

Fik vi sagt, at den er sjov? Coels pen er forførende skarp, komisk og rørende på de helt rigtige tidspunkter, kulminerende i et slutafsnit, der står som et af de skarpeste længe.

‘BETTER THINGS’

Sam Fox er verdens værste mor. Og verdens bedste. At man kan skrive det uden at overdrive, siger noget om, hvor mangesidet et familieportræt Pamela Adlon leverer i sin HBO-komedieserie, der fandt sit fokus i anden halvdel af første sæson og bevarede det tårnhøje niveau i opfølgeren.

Adlon har selv instrueret alle afsnit, mens den nu skandaliserede Louis C.K. har været medforfatter på de fleste. Og fortælleoverskuddet bobler i deres historie om den hårdt prøvede skuespillermor, der bliver presset til det yderste af tre krævende børn (alle piger): en umuligt vrængende teenager, en overintellektuel tween og en quirky otteårig.

Det fine er, at man spejler de rapkæftede, ofte øretæveindbydende børn i moren, der skider højt og flot på politisk korrekthed, når hun skrider fra dem og tager på dating-weekend i et anfald af ’jeg har fået nok’ eller mobber dem under en bar mitzvah. Men det ville ikke være så godt og så sjovt, hvis det ikke også blev fulgt op af rørende kærlige øjeblikke, der understreger forældreskabets kompleksitet.

I tredje sæson skulle Adlon for første gang stå på egne ben uden sin gamle makker C.K., men det formår hun naturligvis i rigt mål, og niveauet er fuldstændigt intakt. ’Better Things’ er grænseoverskridende og sjov, men først og fremmest bare ægte.

‘BIG LITTLE LIES’

Hvis du oplever første afsnit af ‘Big Little Lies’ som en fetichistisk dyrkelse af den glitrede overflade og overklassens små problemer med en damebladsagtig indgang til mystificerende krimiplot og intriger mellem kvinder – så giv serien endnu en chance.

Hurtigt står det nemlig klart, at Jean-Marc Vallées serie (produceret af Reese Witherspoon og Nicole Kidman og baseret på Liane Moriartys bestseller) er en nuanceret og dybt medrivende serie, der ikke så meget handler om, at kvinde er kvinde værst, men om kvindeligt sammenhold mod et uhyggeligt mandligt voldsdomæne.

Vi befinder os i det postkortlækre Monterey i Californien, hvor den unge og enlige mor Jane (Shailene Woodley) er nytilflytteren, som mødes med venlighed af byens dronninger, den kække Madeleine (Witherspoon) og den mere gådefulde Celeste (Kidman). Hurtigt opstår der dog gnidninger i mødregruppen, da den kølige Renatas (Laura Dern) datter anklager Janes søn Ziggy for at have taget kvælertag. I lovligt overbrugte flashforwards forstår vi desuden, at intrigerne i sidste ende fører frem mod et dødsfald, uden at det dog står klart, hvem der er død, og hvem der har dræbt.

Første sæson bygger op mod et mesterligt crescendo, der får alle både plotmæssige og tematiske brikker til at falde på plads. Og så er det bare en fornøjelse at opleve det sublime cast demonstrere deres evner. Anden sæson holder gudskelov niveauet!

‘CARNIVALE’

’Carnivale’ undergik et af de mest ærgerlige forløb i HBO’s historie. Hovedforfatter Daniel Knauf havde seks sæsoner i hovedet, men serien blev aflyst allerede efter sæson 2 med en myriade af ubesvarede spørgsmål som resultat. Tilmed blev de tiltænkte 16 afsnit til sæson 2 nedbarberet til 12, og man mærker tydeligt, at tempoet her skrues voldsomt i vejret i forhold til første sæson.

Man kan dog kun tage hatten af for, at HBO tog chancen med ’Carnivale’ i første omgang, deres på det tidspunkt mest ambitiøse serie: En mytologisk, metafysisk, horror-inspireret historie om en cirkustrup, der turnerer rundt i 30’ernes depressionstid på den støvhærgede prærie, udelukkende filmet på location, hvilket giver et meget distinkt, på én gang autentisk og drømmerisk udtryk.

Cirkusset er naturligvis en farverig forsamling, men en del af Knaufs store præstation er at gøre de stereotypiske freaks til mennesker: Heriblandt den skæggede dame og – især – dværgen, der er den daglige leder af cirkusset, spillet sublimt af Michael J. Anderson fra ’Twin Peaks’. Den centrale konflikt handler om det gode og det onde, intet mindre: Mellem præsten og radiodemagogen Justin Crowe (spillet af Clancy Brown i en svimlende dæmonisk præstation), og den undseelige bondedreng Ben.

Man har ikke set en serie som ’Carnivale’, hverken før eller siden. Mystisk, storladen, skæv, sjov. Man bør med andre ord ikke lade sig skræmme af, at serien blev afhugget fire sæsoner for tidligt.

‘CHERNOBYL’

Hvad siger det om vores tid, at en gråmeleret dokudramatisk serie om en historisk atomkraftulykke, hvor alle russerne taler engelsk, skulle blive et af de helt store samtaleemner på tværs af alder og almen seriesmag? Utvivlsomt en hel masse (tænk klimafrygt og Ruslands-paranoia), men først og fremmest skyldes successen formentlig den minutiøse grundighed i genskabelsen af 80’ernes Sovjet samt den fintunede forståelse for horrorbeslægtet suspense, som hovedforfatter Craig Mazin (inden da bedst kendt for sin glimrende manuskriptnørdpodcast ’Script Notes’) & co. excellerede i.

’Chernobyl’ taler effektivt til angsten for det, vi ikke kan se – og fik gennem skildringen af disse uanseelige, underspillede helte, der prøver at formindske skaden fra ulykken, os til at gruble over, hvordan vi selv ville have handlet i et kvælende bureaukratisk system, hvor individuel heroisme ikke just bliver belønnet.

‘CURB YOUR ENTHUSIASM’

Larry David gør det umulige med serien, hvor han gennemspiller sit eget fiktionaliserede og monumentalt pinlige liv i en perlerække af suveræne sæsoner.

David gør op med den sandhed, som mange manuskriptforfattere synes at have glemt i deres egen selvcentrerede ego-kærlighed: At de ikke er skuespillere. Han er unik i rollen som sig selv, Hans lange tennisskobeklædte lemmer transporterer hans prunkløse fremstilling af ’det grimme’ – for »the bald fuck« er ved Gud grim – rundt i den forstillede (og meget jødiske) Hollywood-virkelighed. David er vor tids neurotiker: En ond lillebror til Woody Allens elskede snakkehoved, der samtidigt får Frank Hvams regelrytteri i den danske kopi ’Klovn’ til at føles acceptabelt.

Og så genopfandt ’Curb’ simpelthen sitcom-genren. Virkelighed og fiktion blander for første gang for alvor celebrity-reality-comedy-blod her, og lige siden har de to elementers fusion været uadskillelige i det ene fiktiobiografiske mesterværk efter det andet. Uden ’Curb’ ingen ’Extras’, uden ’Curb’ ingen ’Louie’, uden ’Curb’ ingen…

’DEADWOOD’

Serien HBO’s egen western-serie sluttede efter tre sæsoner i 2006, pressede fans på for at få en afslutning påfortællingen om nybyggerne i den lille South Dakota-by Deadwood i slutningen af 1800-tallet. Og den er nu officielt på vej, så har man endnu ikke set en af hjørnestene i HBO’s guldalderserier, er det et godt tidspunkt at catche up.

Med ’Deadwood’ skabte David Milch en fascinerende føljeton om det morads af bordelejere, guldgravere og lykkeriddere, der lagde kimen til det moderne USA, og pakkede det ind i en udsøgt dialog, som hvis Shakespeare havde skrevet »fuck« i hver anden sætning.

Det helt store tilløbsstykke er Ian McShanes barejer og gangsterkonge (fra tiden før man vidste, hvad en gangster var) Al Swearengen, der blev kendt for sine ekvilibristiske monologer. ’Deadwood’ er dog et originalt, tilmudret, blodigt portræt af en definerede tid i Amerikas historie, spækket med stærke karakterer, fra Timothy Olyphants godhjertede sherif Bullock til Gerald McRaneys udspekulerede kapitalist George Hearst. Hvis historietimerne i skolen var så underholdende som ’Deadwood’, ville verdens dannelsesniveau utvivlsomt stige til svimlende højder.

‘ENLIGHTENED’

HBO har specialiseret sig i komedieserier, hvor det er endog meget svært at holde af hovedkarakteren – fra Kenny Powers til Hannah Horvath og Selina Meyers. Men Amy Jellicoe er tæt på at tage prisen i de første afsnit af Laura Dern og Mike Whites ’Enlightened’: Selvgod, frelst, bedrevidende, egoistisk, nævenyttig, pinlig og, mest fatalt og i modsætning til ovennævnte, ikke engang særlig sjov.

Laura Dern spiller selv Amy, der efter et grimt mentalt sammenbrud har været på åndeligt selvhjælpskursus og vender tilbage til Californien som et bedre menneske, der har sat sig for at være en »agent of change« i sit eget liv og simpelthen gøre tilværelsen bedre for sig selv og sine omgivelser. Hun vender tilbage til medicinalvirksomheden Abbadon i troen på, at hun får sit gamle chefjob tilbage, men skandaliseret må hun tage til takke med en kafkask stilling i kælderetagen sammen med virksomhedens øvrige udskud, heriblandt den anæmiske, elskelige nørd Tyler (Mike White selv).

Det er en spiddende parodi på såvel new age-industrien som moderne virksomhedskultur foruden at være et ofte tåkrummende, men i sidste ende også dybt bevægende billede af en kvinde på randen af et nervesammenbrud. Med drømmesekvenser, farveladeæstetik og en new age-inspireret voiceover tager ’Enlightened’ mange chancer, nok også for mange til at blive elsket vidt og bredt. Den blev lukket efter to sæsoner, men hvilke sæsoner. Finurlig, legesyg, satirisk og tankevækkende.

‘EUPHORIA’

Hver amerikanske generation har sin ’Kids’: Det ungdomsværk, der smider fløjlshandskerne og stikker sin flossede negl direkte ned i tidsåndens trusser for at tage temperaturen på, hvem og hvad teenagerne dyrker bag lukkede døre til deres forældres skræk og rædsel.

HBO’s Drake-producerede ’Euphoria’ udstiller en generations forkvaklede og ofte isnende kyniske forhold til seksualitet, selvværd, hævnporno, stoffer og død, hvis rus spejles og forvrænges igennem sociale medieplatforme, der forvandler lovende unge til forråede overlevende på highschool-gangenes minefelter. Disney-stjernen Zendaya brager igennem i sin mest kontroversielle rolle til dato som Rue, hvis appetit på stoffer fik forældregrupper i USA op i det røde felt over, hvorvidt serien glorificerede misbrug, mens transkønnede Hunter Schafer spillede veninden Jules, der har grænseoverskridende sex med diverse voksne daddys for at føle sig valideret.

Æstetisk er ’Euphoria’ desuden en neonsmægtende gamechanger for amerikanske ungdomsserier – ja, serier i det hele taget.

‘GAME OF THRONES’_Cmore

HBO’s største succes nogensinde er vel også deres mest ambitiøse. Mange tænkte, at de var vanvittige, dengang kanalen – kendt for ærbødig kvalitet – besluttede sig for at lave en fantasy-serie med drager og zombier, men hovedforfattere Dave Benioff og D.B. Weiss gjorde hurtigt enhver tvivl til skamme.

Adaptionen af George R.R. Martins bøger udfolder et kolossalt univers, og der er derfor ikke noget at sige til, at det indimellem sker på bekostning af fortællingens dynamik og fremdrift: Med 20-25 plottråde i spil er sporadisk dødvande nok en uundgåelighed.

’Game of Thrones’ har opbygget et dybt troværdigt, detaljerigt og fængslende univers, men når man holder ’Game of Thrones’ op mod senere imitatorer, står det klart, hvad der virkelig er dens added value: Karaktererne. Fra Tyrion til Brienne, Arya til Cersei, er karaktergalleriet ufatteligt rigt og underholdende, og serien lykkes imponerende ofte med at gøre små bifigurer til veritable trækplastre.

Her er – på skift! – noget for husarerne, soap-tilhængerne, fantasy-fansene og dem, der elsker at fordybe sig i de politiske intriger.

‘GIRLS’

Lena Dunhams newyorkerserie har mødt megen kritik gennem tiden: Den er for hvid, for nøgen, for irriterende, for selvoptaget, for selvdestruktiv, for quirky, for Marnie.

Det er naturligt, at en serie, der bliver et fænomen, allerede før første afsnit er løbet over skærmen, bliver set ekstra efter i sømmene. Men skræller vi al palaveren væk og lader serien stå for sig selv, er der ingen tvivl om, at Dunham har skabt et enestående værk.

’Girl’ satte sammen med ’Louie’ standarden for, hvor alvorlig og punchline-ligeglad en komedieserie kunne være, og den er til stadighed et præcist generationsportræt af en flok unge mennesker, der føler sig entitled og mindreværdige på én og samme tid.

Det gik op og ned for serien, men den sluttede sublimt. I historiens lange løb vil ’Girls’ stå tilbage som en milepæl.

‘JUSTIFIED’

Man vil måske ikke placere ’Justified’ i den gængse kategori for episk prestige-tv, men på sin egen underspillede facon er det alligevel en af de bedste politiserier, der nogensinde er lavet. Cool, spændende og nærværende uden de højtidelige miner, der ofte inficerer dramaserier, når de virkelig gør sig umage for at være barske og gritty.

Timothy Olyphant har beholdt sin ’Deadwood’-hat og sherifstjerne i rollen som den overlegne og skydegale US Marshall Raylan Givens, der håndhæver lovens lange arm i bonderøvsstaten Lexington, Kentucky, efter at han ufrivilligt overflyttes fra Miami. Her kommer han hurtigt i karambollage med lokalbefolkningen, der lever efter deres helt egne regler.

Serien er baseret på en Elmore Leonard-historie og lever højt på sin underspillede humor og henslængte stemning fra det amerikanske heartland. Og så bliver man aldrig træt af den evige duel mellem Timothy Olyphant og områdets overskurk, spillet af karismatiske Walton Goggins.

‘KILLING EVE’

Sandra Oh fik (endelig!) et forrygende comeback som den titulære efterforsker Eve, og Jodie Comer sank tænder og forgiftede hårnåle i sin første større rolle som en af de mest tvetydige, dødsensfarligt forførende lejemordere i lyserød tylkjole i Phoebe Waller-Bridges sexede spionthriller af en sprudlende serietriumf.

’Killing Eve’ blev et flagskib for vigtigheden af at fortælle flere kvindedrevne historier på tv inden for traditionelt mandsdominerede genrer, og serien – baseret på Luke Jennings ’Villanelle’-romaner – cementerede overlegent, at kvinder uden problemer kan owne den traditionelt maskuline Le Carré-arena med en katten-efter-musen-præmis, der underholdt fra a-z med samme form for sorthumoristiske skarpsindighed, der ligeledes prægede Waller-Bridges debutværk ’Fleabag’.

Med undtagelse af Kim Bodnias geniale russiske bjørn var ’Killing Eve’s mandlige relationer forfriskende accessoriske for plottet, men Waller-Bridge lod ikke kønspolitik overskygge karaktererne, hun lod dem bare være. Vigtigere endnu, hun lod dem være komplekse kvinder frem genretroper: Kvinder, der tager flade sko på og en elastik i håret, når der skal ordnes praktiske opgaver (mord, forstås), og vælger karrierer, der giver sitrende nipples frem for tryghedsnarkomani og høflig lørdagssex i privaten.

‘PENNY DREADFUL’

’Skyfall’-instruktør Sam Mendes’ gyserserie Penny Dreadful’ er tv-versionen af at trække benene op under sig i sofaen med te på kanden og en victoriansk roman mellem hænderne. Sansemættet, isnende uhyggelig og rasende velskrevet med en understrøm af samfundskritik og skarp kønspolitik, der tegner guddommeligt djævelsk forførende Eva Greens iltre femme fatale Vanessa Ives som en nasty woman, der nægter at konformere til sin rigidt korsetterede 1800-tals-samtid i London.

Mendes og manuskriptforfatter John Logan (’Gladiator’) tilfører fortællingen om dæmoniske kræfter i Jack the Ripper-æraens London filosofisk horror-klasse og løfter både karakterer og eksistentialistisk weltschmerz fra datidens romanikoner ’Dracula’, ’Frankenstein’ og ’Dorian Gray’. Josh Harnetts charmerende cowboy Ethan, Timothy Daltons rigmand Sir Malcom og Harry Treadaways plagede Victor Frankenstein giver Green perfekt med- og modspil i gaslampernes skær, og Billie Piper dukker op som fandenivoldsk Frankenstein-brud på en blodigt muteret – og ikke så lidt sortsatirisk – #Metoo-mission for at luge ud i patriarkatet.

Fremmedfrygt, kvindefrigørelse og social skam flettes ind i ’Penny Dreadful’s edderkoppespind af vampyrmytologi og religionsfanatisme (same same but different?), der over tre sæsoner opbygger et af seriehistoriens flotteste overnaturlige universer med et skvæt britisk overklasseelegance og den mest virtuost bloddryppende scenografi på denne side af hedengangne ’Hannibal’.

‘PARKS AND RECREATION’

Ingen komedieserie i nyere tid har haft et bedre ensemble end ’Parks and Recreation’: Chris Pratt, Aubrey Plaza, Aziz Ansari, Nick Offerman og Rashida Jones fik alle deres gennembrud her, og sammen med folk som Adam Scott, Rob Lowe og seriens hovedperson Amy Poehler er de så utroligt varmt og godt selskab, at man uden at tøve ville tage et job i den kommunale afdeling for park- og fritidsanliggende, hvor de alle sammen slår deres professionelle – og ofte ret uprofessionelle – folder.

Poehler spiller den overengagerede Leslie Knope, der ikke lader noget komme i vejen i sin iver efter at passe sit arbejde til ug med kryds og slange. Ligesom ’The Office’ er det en herlig satire over en leverpostejsgrå arbejdskultur, og i særligt første sæson mærker man også, at det er herfra, inspirationen kommer. Men derefter finder serien sin egen identitet som en langt mere hjertevarm og hyggelig arbejdspladskomedie, hvor der ganske vist er masser af intriger og fuckups, men hvor fællesskabet mellem de meget forskellige kolleger altid står tilbage.

Der er rygter om en revival, hvilket godt kan afføde nervøse trækninger. Det kan blive rigtigt svært at genskabe fortidens magi, efter det meste af rollebesætningen er blevet superstjerner.

‘SEX AND THE CITY’

En af de vigtigste titler fra HBO’s guldalder hudflettede realistiske kvindevenskaber, som ingen serie sidenhen har formået, samtidig med at Carrie og co. brød ny grund for skildringen af bramfri kvindelig seksualitet på skærmen.

Det er sålunde brandærgerligt, at ’Sex and the City’s arv i nyere tid har måttet trækkes med en art besynderligt misforstået – og sexistisk – stigma, der har forsøgt at stemple serien som overfladisk fluff med lyserøde stiletter på hønsehjernen ud fra en antagelse om, at ’kvindetematikker’ per automatik udgør mindre relevant stof end dramaerne i stovt maskuline seriekolleger.

Carries fortælling var langt mere flerfacetteret end som så, og det tjente serien til ære, at den over sine seks sæsoner krydrede veloplagt komik og sexeventyr med antiheltindens alt andet end inspirerede følelsesmæssige deroute, der syntes at spejle den femte hovedperson New Yorks eksistentialistiske krise post-9/11 (terrorangrebet fandt sted mellem fjerde og femte sæson, og det tonale skift er mærkbart).

Serien (baseret på journalisten Candace Bushnells oprindelige avisklumme af samme navn) handlede om singlelivets universelle op- og nedture, om at finde og miste kærlighed og ikke mindst sig selv hen ad vejen. Og ja, stylist Patrica Fields’ imponerende kostumer affødte trends på stribe. Men allerførst og vigtigst handlede serien om venskabernes livsvigtige følelsesmæssige intimitet, hvorfor ’Sex and the City’ aldrig går af mode.

‘SIX FEET UNDER’

Med et utal af dramaserier om bestialske mord, enigmatiske antihelte og fortænkte konspirationer, kan man godt indimellem savne en fortælling, der finder sin helt egen tone og stil, og som klarer sig fint uden nemme ydre spændingsremedier. En serie som ’Six Feet Under’.

I første afsnit dør familien Fischers patriark (Richard Jenkins) og efterlader bedemandsforretningen til sine to voksne sønner, der mildest talt er forskellige. Den homoseksuelle, forsigtige David (Michael C. Hall) er den naturlige arving, der bliver voldsomt intimideret, da han finder ud af, at faren har ønsket, at den ansvarsløse Nate (Peter Krause) får lige så stor andel af forretningen.

Det er indgangen til et skævt, stærkt humoristisk, morbidt og indimellem ganske sørgeligt portræt af en familie, der også inkluderer den tilknappede husmor Ruth (Frances Conroy casinoplay i en af seriehistoriens bedste præstationer) og den artsy lillesøster Claire.

’American Beauty’-forfatter Alan Ball skaber en række meget specifikke karakterer, gennem hvilke han stikker hånden dybt ned i selve eksistensens tragikomiske morads. Sæson 1 er den svageste, men derfra er man hooked. Og jeg har endnu til gode at høre om nogen, der ikke brød sammen i gråd ved finalen på sidste sæson.

‘SUCCESSION’

Tag zingerne fra ‘Veep’ og kombiner det med et højdramatisk, Shakespeare’sk familiedrama, og du har Jesse Armstrongs serie om den superrige mediefamilie The Roys er så usandsynligt godt skrevet, at det halve kunne være nok. Det tager måske lidt tid at komme ind i første sæson, hvor patriarken Logan får et hjerteanfald, og hans voksne børn lister om arven som kyniske mus om den varme grød, men når man først lærer dem lidt at kende, vil man hurtigt sætte høj pris på deres kulsorte verdenssyn og de intriger, der følger i kølvandet herpå. Og sæson 2 er et sandt mesterstykke.

Vi har mange gange forsøgt at få folk til at se ‘Succession’ – som her og her og her – men med nylig Golden Globe- og Emmy-opmærksomhed i bagagen (nok ikke vores fortjeneste, trods alt) er verden ved at forstå, at det her er en af tidens store serier.

‘THE LEFTOVERS’

Mange havde bange anelser, da ’Lost’-forfatter Damon Lindelof begav sig ud i endnu en gådefuld fortælling med en uanet mængde af potentielt løse ender. Men Lindelof havde lært af sine fejl. For nok stiller man sig selv spørgsmålet, hvorfor to procent af verdens befolkning pludselig er forsvundet fra jordens overflade. Men det viser sig hurtigt, at det hverken er det vigtigste eller mest interessante at finde ud af. Det er i stedet, hvordan vi mennesker selv søger svar.

Første sæson udspillede sig i New York-staten Mapleton med udgangspunkt i den jordbundne politichef Kevin Garvey og hans to teenagebørn samt ekskone, der nu lever i en kult. Det var en stemningsfuld, visuelt gennemført og følelsesmæssigt stærk sæson om, hvordan vi reagerer vidt forskelligt sat over for en uforklarlig katastrofe: Nogle fortrænger, nogle søger ind i nye fællesskaber, nogle slås alene med magtesløsheden indeni.

Anden sæson flyttede en række af karaktererne til Miracle, kendt som byen hvor ikke et eneste menneske forsvandt, og som nu er kombineret turistattraktion, helligdom og magnet for både plattenslagere, drømmere og fanatikere. Og med udgangspunkt i Miracle løftede serien sig fra glimrende til mesterlig. Der er en beundringsværdig lyst til at eksperimentere med dramaturgi og plot, uden at det bliver leflende, og modsat sæson 1 sneg der sig en forfriskende absurd humor ind i de vilde metafysiske twists.

’The Leftovers’ er både eksistentielt tankevækkende og filmisk ambitiøs, og den er underholdende nok til, at man nemt kan overse, hvor eksperimenterende den faktisk er.

‘THE OUTSIDER’

Stephen King-mystik møder jordnær krimi i skandinavisk tradition i Richard Prices serie baseret på Kings halvnye roman. Fortællingen tager udgangspunkt i et barnemord umiddelbart begået af den lille amerikanerbys vellidte baseballtræner (Jason Bateman), der hurtigt anholdes under stor fanfare. Men efterforskningchef Ralph Anderson, der selv har ar på sjælen, finder hurtigt ud af, at sagen er mere kompliceret, og han må få hjælp fra den dygtige Holly Gibney (Cynthia Erivo), der mere end ham har hang til overnaturlige forklaringer.

Det er både elementært spændende og uhyggeligt – og uden mange af de klassiske faldgruber, man ellers normalt finder i såvel krimi- som King-genren.

‘THE SOPRANOS’

Det var her, det hele begyndte. David Chases mafiaserie kickstartede den tv-guldalder, der har afstedkommet, at gud og hvermand i dag dyrker tv-serier, som var det crack for 79 kroner om måneden.

Det er også stadig ét af de mest formidable værker i nyere tid. Som karakterstudie er ’The Sopranos’ endnu ikke blevet overgået på tv. Portrættet af New Jersey-gangsteren Tony Soprano, der efter et angstanfald (de små søde ænder i poolen, altså!) må starte hos psykolog, er simpelthen så komplekst, at det ikke er noget under, at alle dengang for 10-15 år siden begyndte at snakke om tv-serien som den nye roman.

James Gandolfinis præstation er monumental, skiftevis dybt skræmmende i al sin dominerende aggression og underligt rørende i sin (ofte ufrivillige) følsomhed. ’The Sopranos’ er dog ikke kun et psykologisk studie, men et genialt take på gangstergenren som helhed. Livet som mafioso er ikke ligefrem gloværdigt, som det udspiller sig på slibrige stripklubber og med usselt skrald som frontbeskæftigelse. Det er en både sjov og brutal serie, som satte punktum med en af de mest provokerende slutninger i tv-historien.

‘THE WIRE’, ‘THE DEUCE’ OG ALT ANDET AF DAVID SIMON

‘The Wire’ er verdens bedste serie, og har man endnu ikke set David Simons komplekse, medrivende, rørende, naturalistiske og gennemført seje portræt af Baltimores gangstere, politifolk og politikere, er det bare om at komme i gang. Serien gjorde noget, ingen anden serie endnu har formået, nemlig at skabe uforglemmelige, ja i dag legendariske karakterer (fra Robin Hood-røveren Omar til den fordrukne politimand McNulty), samtidig med at den diskede en reel samfundsanalyse op så nuanceret som en akademisk afhandling.

Og det er selve grundessensen i den tidligere journalist David Simons arbejde: Han gør os klogere, samtidig med at det er såre menneskeligt og konstant underholdende. Efter ’The Wire’ se så hans serie om porno- og prostitutionsmiljøet omkring Times Square i slut-70’erne, ’The Deuce’, fortsæt over i hans gennemmusikalske skildring af New Orleans efter orkanen Katrine i ’Treme’ og se hans lige så formidable miniserier ’Generation Kill’ om invasionen i Irak og ’Show Me a Hero’ om en boligpolitik (ikke så kedeligt, som det lyder) i New York i starten af 90’erne.

Er du completionist, så vil du heller ikke blive ked af at tjekke ’The Wire’-forløberen ’The Corner’.

‘TOP OF THE LAKE’

Mesterinstruktøren Jane Campion star bag en af de mest originale krimiserier de senere år med den australsk-newzealandske ’Top of the Lake’.

Elisabeth Moss er formidabel (tør man sige det: bedre end i ’The Handmaid’s Tale’) som den dygtige politikvinde Robin Griffin, der vender tilbage til hjemstavnen i den lille newzealandske by Laketop for at få en pause fra et stresset job og en krævende kæreste i Sydney. Men da pigen Tui prøver at begå selvmord, hvirvles hun ind i efterforskningen og de mange hemmeligheder, det lille samfund dækker over.

I sæson 2 flyttes handlingen til Sydney, hvor Moss altså arbejder og bor normalt, og hvor hun igen hives ind i en sag, der både trækker tråde til hendes eget liv og har kønspolitiske undertoner. Dansk-svenske David Dencik spiller en intellektuel klammert af en alfons.

Sæson 1 er speciel med gudesmukke billeder fra de newzealandske landområder, som er med til at lægge en mystisk aura over serien, der hæver sig over den klassisk plotfokuserede mordopklaring. Sæson 2 er mere mørk og knugende. Begge er i topklasse.

‘TRUE DETECTIVE’

De fleste ved det nok allerede, men: Se sæson 1 og 3, spring sæson 2 over.

Nic Pizzolatto blev et fænomen, da han som uprøvet forfatter slog stort igennem med fortællingen om politimakkerparret Matthew McConaughey og Woody Harrelsons jagt på en brutal seriemorder over 17 år i Louisiana.

Højt at flyve, dybt at falde: Lige så rost første omgang blev, lige så latterliggjort blev opfølgeren og ikke helt uden grund: Serien flyttede til Californiens uendelige motorveje og føltes som én lang monoton monolog fra en lidt for selvhøjtidelig kunstnertype.

Sæson 3 bragte serien tilbage på rette spor med efterforskerne Mahershala Ali og Stephen Dorffs opklaring af kidnapningen af to børn i landområderne i the Ozarks. Mens sæson 1 vekslede mellem to tidsperioder, udvidede Pizzolatto det i sæson 3 til tre forskellige planer i en sommetider lidt for omstændelig og dialogtung, men også ambitiøs og spændende sæson. Men han kan noget med cool replikskifter og ildevarslende stemninger, og ’True Detective’ ligner nu efter tre sæsoner et mere fuldendt værk.

‘TWIN PEAKS’

Hvis ‘The Wire’ er historiens bedste tv-serie, er ‘Twin Peaks’s første sæson en stærk kandidat som runner-up – og pensum for enhver seriøs serienørd.

David Lynchs snigende uhyggelige mordmysterium bjergtog seere over hele verden ved premieren i 1990 med spørgsmålet om, hvem der dræbte Laura Palmer (alle tiders mest æstetiserede blonde offer svøbt i plastik), og Kyle MacLachlan fik sit store folkelige gennembrud som den elskelige FBI-agent Dale Cooper, hvis kaffetrang og tærteaffektioner kun blev overgået af hans kærlighed til tibetansk filosofi som opklaringsredskab.

Første sæsons chokerende finale rev tæppet væk under den amerikanske forstadsidyl, og selvom niveauet dalede betydeligt i anden sæson, var 2017’s absurd hypede sæson tre et af de mest visuelt spektakulære og helt igennem bizarre tv-værker til dato, idet Lynch og samarbejdspartneren Mark Frost hældte en bøtte ayahuasca i serielandskabets kilevæld.

Nostalgidrømmende fans har raset over sæson 3’s splintrede fortælleform og totale tonale afvigelse fra de første sæsoner, men det er et tiltrængt opgør med den gængse tv-seers lettere seriezombificerede forventninger til mediet og dets på mange måder uudnyttede potentiale som regulær kompromisløs kunstart. Man bliver kun marginalt klogere på ’Twin Peaks’s mange gåder, mens tv-historien er blevet en historisk genrebrydende event rigere.

‘VEEP’

Mens komedieserier efterhånden dyster om, hvem der kan være mest deprimerende, er det betryggende med en serie som ’Veep’, der kører en joke per minute-ratio så høj, at man mister pusten.

I første sæson er Selina Meyer en totalt overset og, for nu at sige det direkte, dybt ignorant vicepræsident, der med sin udspekulerede fedterøvsforsamling af en stab i ryggen opportunistisk forsøger at hævde sig selv for enhver pris. Senere stiger hun mod magtens tinder (og senere igen går det atter ned ad bakke), og gennem op- og nedturene får vi præsenteret et fantastisk kynisk blik på politik, en skildring, der i disse tider føles lige så sand, som det er sjovt.

Det er en serie, hvor en karakter – den historisk akavede og selvhævdende Jonah – i ét afsnit på små 30 minutter får 21 øgenavne, fra Spewbacca til The 60-Foot Virgin og Benedict Cum-in-his-own-hand. Og hvor Selina Meyer ikke kan undertrykke sit selvtilfredse grin, da præsidenten får et alvorligt hjerteanfald.

Hovedforfatter Armando Iannucci forlod roret efter sæson fire, men afløseren David Mandel er gledet ubesværet ind og har ført det sammentømrede hold af brillante komiske skuespiller. ’Veep’ er i sin grundsubstans en klassisk arbejdspladskomedie, men den er bare så vanvittigt godt skrevet og leveret, at den hæver sig over det meste andet.

‘WATCHMEN’

Seks-syv afsnit inde var det stadig svært at dechifrere, hvad der var op og ned i Damon Lindelofs remix (som han selv har kaldt det) af graphic novel-klassikeren ’Watchmen’. Man kan sagtens argumentere for, at han kørte forvirringstaktikken en tand for langt ud, men hey: Hellere for mange ambitioner end for få! Og når man får rendyrkede masterclasses i fortælleteknik som i næstsidste afsnit, ’A God Walks into Abar’, hvor mange puslespilsbrikker faldt på plads, må man bare overgive sig til en mester.

Og så må man også løfte hatten for Lindelofs valg om at bringe fortællingen om de maskerede super(anti)helte op til nutiden og lade tegneseriens koldkrigsstemning erstatte af racekrig og højreekstremisme.

‘YEARS AND YEARS’

I samme dystopiske ånd som ‘Black Mirror’ var den britiske miniserie ’Years and Years’ en familiesaga, der med uhyggelig præcision digtede videre på den virkelighed, vi lever i nu og her, og viste os, hvilke konsekvenser løbsk teknologi, flygtningestrømme, storpolitiske konflikter og højredrejningen af den vestlige verden har for almindelige mennesker i praksis. Omdrejningspunktet er en familie er jævne mennesker i London, der ser verdens udvikling – fra krig til teknologi – løbe afsted omkring dem, til den til sidst også spiller afgørende ind i deres egne liv.

Sidste afsnit stikker helt af, men serien er så seværdig op til da, at vi ser igennem fingre med finalefloppet.